Bloggen flytter

Bloggen er flyttet til:

www.ordframor.dk 

FAR

Han behøvede ikke at gøre sig umage, for jeg elskede ham allerede. Allerede inden han nåede helt hen til mig og sagde ”Hej”, vidste jeg, at han ville komme til at fylde langt og meget mere, end bare den januaraften, der, med al sin regn og kulde, lå om os, da vi mødtes første gang.
Da vi gik gennem byen sammen, forstod jeg ikke, at folk ikke dansede rundt i gaderne. Jeg forstod ikke at det stadig kunne være koldt og vådt, når jeg havde sommer i navlen og den dejligste mand i hånden. Så ubesværet let det var at lukke ham ind.

Hans kærlighed fik mig til at stråle, fik mig til at le, fik mig til at ville. Han kunne kysse glæden frem gennem den pludselige livsvaklen, der har det med at ramme med mellemrum. Han lå med armene omkring mig og lullede mig i søvn og vækkede mig, stadig med armene omkring mig, med så blide bid af mit hjerte, at tårerne trillede ned af mine kinder og videre ned af min krop, der også tog imod hans ligeså blide bid af den.
Jeg elskede ham, han elskede mig.

Da jeg bar drengen i min mave, løftede han mig og bar drengen sammen med mig. Han bar mine indkøbsposer, min utålmodighed og mit vanvid. Han morede sig, på så elskelig vis, over mine tårer, der uden mål eller foranledning rendte ned af mine kinder ved den mindste berøring af min debuterende morsjæl. Han elskede mig og min opsvulmede, trætte, udmattede og lykkeramte krop, helt uden iscenesat højtidelighed.
Han vaskede frugter til mig og lagde dem frem, så jeg kunne nå dem uden at skulle forlade min rede af vores dyner og duften af nattens drømme. Jeg elskede ham højere, han elskede mig.

Da drengen kom, blev kærligheden uigenkaldelig. Han elskede det lille væsen betingelsesløst. Han løftede ham med nænsomhed og talte til ham med en stemme, der var titusinde gange blødere end skyllet frugt og hensynsfulde hjertebid.
Jeg stod ved hans side og mærkede smilet brede sig, mens 3 hjerter flettede sig sammen, uden anden palaver end små fuldendte eksplosioner af lykke. Han rakte mig drengen og så den lille søge mælken, mens han rettede puder og ømme blikke til os begge.  Jeg elskede ham dybt, han elskede mig.

Mens vi ventede på pigen, havde han et uudtømmeligt lager af marcipan, smil og hengivne drillerier, som han øsede ud over mig, når min babyfyldte krop smertede og mit hormonplagede hjerte blev bedrøvet.
Min omverden kiggede medlidende på mig, når jeg bar rundt på en baby i maven og en på armen. Men jeg følte mig ikke berettigede til deres medlidenhed, når jeg havde ham. Sammen så vi min mave vokse og beundrede drengens dagligdagserobringer, mens vi flygtigt og stjålent sværmede for hinanden henover legetøj og vasketøj. Jeg elskede ham urokkeligt, han elskede mig.

Den lille pige fandt vej til livet, og endnu en gang oplevede vi, at hjerter, på mærkværdigvis, ikke er absolutte størrelser. Allerede ved første åndedrag svulmede og voksede de sig større og stærkere end de nogensinde havde været før.
Hans øjne strøg mig blidt over kinden, da hun lå mellem os, inden vi faldt i søvn og delte hendes allerførste drømme. Jeg elskede ham inderligt, han elskede mig.

Nu sidder vi lige midt i hverdagen. Tager daglige favntag med opvask, flyverdragter og søvnunderskud.
Samtidig danser han med drengen på hovedet, smiler til pigen, når hun falder ned på numsen og giver dem begge en far de kan stole på. Han luller pigen i søvn, mens han nynner gamle sange og står i timevis på perronen og ser på tog med drengen. Han børster deres tænder og lytter til deres vrøvl. Han løfter dem fra hverdagen og ind i fantasien. Han kilder deres maver og deres jubel. Han kysser dem på deres feberpander og laver kartoffelmos uden klumper til dem. Han krammer dem enkeltvist og samlet. Han ønsker dem kun godt og vil stække sig længere end det er muligt for deres fornøjelse og deres blå øjnes skyld.
Når rollingerne endelig overgiver sig til søvnen, sidder vi ofte tavse og udmattede i sofaen, mens vi leder efter noget tv i fjernsynet, der ikke kræver andet af os, end at vi holder os vågne.
Men det gør ikke noget. For jeg elsker ham – mine børns ufattelig dejlige far, og han elsker mig højt, dybt, urokkeligt og inderligt.

Betingelsesløs

Jeg ved, at klokken er mange, men tør ikke dreje hovedet. Derfor får klokken lov at passe sig selv, mens jeg passer på min baby. Trætheden deler vi denne nat. Uforløst, lokkende.
Hver gang hun bevæger sig, holder jeg vejret og beder til, at hun må forblive i halvsøvnens nådige favntag. Når hun, for en stund, glider dybere ned i søvnen, gribes mit aldrig sovende morhjerte af bæven og frygtsomhed, og jeg klemmer om hendes lille hånd, indtil den svarer.
Hun er så lille. Uretfærdigheden så meget større. I nat har mørket en ny puls. En hektisk, klam og nådesløs puls, der hamrer sammen med Noras feber. Lige meget hvordan jeg holder hende, kan jeg ikke holde mørket og feberen væk. Hun ligger på min mave, med kinden mod mit bryst, og klynker i skyggerne fra mørket.
Jeg lister, mod min vilje og uden kontrol, ind i de mest modbydelige og mørke hjørner af min forestillingsevne. For mit indre ser jeg hendes lidelse vokse og omslutte hende, indtil hun slet ikke lider mere… Tårerne pibler frem og det indbildte tab af min lille skat, fremmaner en sorg så kulsort og rungende dyb, at jeg vitterlig ikke tror, at solen nogensinde vil skinne igen.
Heldigvis rumsterer Nora rundt på min mave og minder mig om, at hun stadig er her. Sorgen jeg føler, er bare min betingelsesløse kærlighed, der er så stor, at selv tænkte hjertesår, føles dræbende.
Mens jeg kysser hendes lille og meget varme feberpande, frygter og glæder jeg mig over, at det bare er en vaccinefeber. 

Mææhh venlig hilsen Mor

Jeg kan huske dengang vi fik bryster.
I omklædningsrummet, før og efter idrætstimen, kiggede vi nysgerrigt på hinandens nyerhvervede kvindelighed med vidt opspærrede pigeøjne. Vi følte lidt, at disse dugfriske og uafprøvede kirtler, trods deres centrale placering og forventelige ankomst, kom bag på os. Naturligvis var der også dem, der havde ventet med længsel på den dag, de med slet skjult stolthed, kunne vise en sart lyserød småblomstret 70-A bomulds-bh frem. Senere sluttede vi andre os til dem, og til sidst stod vi en hel række af bomulds-bh’er og friserede os foran spejlet, langt ind i spisefrikvarteret.
Jeg husker en dag, hvor vi frimodigt snakkede om, hvor store eller små vi ville ende med at blive. Vi konkluderede, at vi nok ville ende omtrent samme sted som vores mødre. For nogen var det en positiv melding, mens andre skyndte sig at tage en bluse på.
Jeg stod, som den eneste, tilbage med et stort spørgsmålstegn malet hen over ansigtet og brystet. Som adopteret var den slags genetiske spekulationer mig ganske uinteressante. Min barm var prisgivet en, for mig, fremmed kvindes DNA.

Og sådan har det altid været, at være mig. Jeg har aldrig lignet nogen som helst. Min hårfarve, mit sindelag, størrelsen på mine fødder, mit helbred, mit gemyt, mine flotte tænder og andre karakteristika, har jeg altid haft helt for mig selv. Jeg var, og er, en omvandrende bunke forudsætningsløs arvemasse.
Min fantasi har nydt godt af, at være underlagt så mange ubekendte. Som den føromtalte dag i omklædningsrummet, hvor jeg for mit indre så mine bryster vokse hæmningsløst, grænsende til det obskure. Jeg var fri til at drømme under min opvækst. Jeg kunne rumme alverdens talenter og egenskaber. Mit DNA havde uudtømmeligt potentiale. Måske kunne jeg endda flyve? Med andre ord, har mine gener aldrig rummet rammer af nogen art.
De manglende rammer har ikke kun været til det gode. Det kan godt være lidt ensomt, ikke at ligne nogen. Selv i helt almindelige familier, vil familiens sorte får, trods alt kunne finde en næse, lidt høfeber eller en skæv tå, som han eller hun har tilfældes med resten af familien. Som adopteret er og bliver man familiens blå får.

Min adoption var planlagt på forhånd, men mit biologiske ophav og mine forældre har aldrig kendt hinanden. Der findes ingen billeder af min tid i livmoderen, ingen historier om veer, strækmærker og bristninger. Mit liv er først beskrevet fra den februarmorgen i 1976, da mine forældre fik en sygeplejerske fra Rigshospitalet i røret, der ønskede dem tillykke med deres datter. Måske var det derfor, at det kom som lidt af et chok, da jeg pludselig selv blev forplantningsivrig. Det der med graviditet og fødsler hører ikke rigtig hjemme i min familie.
Fra den ene dag til den anden, stod det lysende klart for mig, at jeg ville have børn. Jeg ville have seks drenge, Steen, Stig, Thøger, Thomas, Mikkel og Hasse. Seks grimme drenge med sår på knæene og bussemænd på blusen. Seks små vildbasser, der ville kravle i træer dagen lang og snorke højlydt natten lang. Sådan ville jeg have det. Det var sådan jeg forestillede mig det.

Så da jeg stod på kundetoilettet i et supermarked i Viborg tilbage i 2009 med en positiv graviditetstest, var jeg slet ikke i tvivl om, at lille Steen var på vej.
De blanke sider i min egen historiebog kompenserede jeg ved, at jeg ved hver given lejlighed overfaldt min stakkels svigermor og svigerinder med graviditets- og fødselsrelaterede spørgsmål, ligesom jeg råt åd alle de informationer jeg kunne støve op på nettet. Jeg var desuden den eneste der sad med notesbog til fødselsforberedelsen.

Der var ikke langt mellem påmindelserne om mit manglende kendskab til mit biologiske arnested. I begyndelsen var læger og jordemødre meget interesserede i, om der var arvelige sygdomme i min familie. Den forkølelse jeg arvede fra min søster året forinden, var ikke lige af den kaliber de var ude efter, og jeg måtte leve med det lille uanseelige spørgsmålstegn, efterfulgt af forklaringen ”adopteret”, der udgjorde hele min fortid i journalen. Min forfløjne og karakterløse fantasi var i den forbindelse en forbistret ledsagerske. Hvad bar jeg på af uidentificerede arvelige defekter? Efter at have fantaseret om manglende eller svigtende organer, dysfunktionelle hjerter, skizofreni og det der var værre, kom jeg frem til, at det var mig fuldstændig irrelevant. Jeg havde et fuldt ud dueligt og kvalificeret sundhedsfagligt korps i ryggen, der nok skulle opdage, hvis der var noget galt. Og det de ikke ville opdage, havde de sikkert ikke opdaget eller kunne stille noget op overfor alligevel. Men, jeg kunne ikke helt slippe tanken om, at det ville være nemmere at opdage og behandle en defekt, hvis man var opmærksom på at kigge efter den.
Senere i graviditeten var der mindre alvorlige, dog irriterende ulemper ved min adoption. Strækmærker, veintensitet og fødselsvarighed, kunne alle fortælle mig, indikeres af, hvordan ens mor havde haft det med disse. Ikke at det nødvendigvis ville blive sådan, men et pejlemærke af en vis sandsynlighed, kan man dog tillægge sin mors erfaringer. Jeg sejlede, helt uden fyrtårn, ind i ukendt farvand.

Men det gik som det skulle. Steen blev født og det viste sig, at han slet ikke var en Steen men en Holger. For første gang i mit liv kendte jeg en af samme afstamning. Det var afsindig svært at begribe, at han var min.
Da jeg bar ham ud i vores bil på vej hjem fra hospitalet, var det med en underlig fornemmelse af at stikke af med ham. Jeg tog mig selv i at tænke, at hans mor nok ikke ville sætte pris på, at jeg sådan stak af med ham. Selv efter dage med veer, bristning, smerter og brøl manglede jeg åbenbart stadig belæg for, at kunne kalde mig hans mor.
Men det er jeg. Han er min søn, mit fuldblodsafkom. Min dejlige, smukke og tossede lille drengebasse. Det kan nu ikke ses på ham, da han i den grad slægter sin far på. Der er noget ved ørerne og tre af hans tæer, som helt sikkert kommer fra mig, men resten er hans far.


Jeg blev hurtigt gravid igen. Faktisk så hurtigt, at jeg kun nåede at være ude af ventetøjet i 14 dage, før den nye bule synligt varslede endnu en lille dreng. For naturligvis skulle vi have en knægt mere. Sådan skulle det jo være. Sådan havde jeg bestemt det.
Hvorfor jeg kun ønskede drenge, ved jeg ikke med sikkerhed. Men dengang i omklædningsrummet, da jeg sluttede mig til rækken af bomulds-bh’er, var det med en klar følelse af at være en hund i et spil kegler. Jeg er ikke særlig lyserød, eller mørkerød for den sags skyld. Jeg besidder ikke evnen at pynte hverken mig selv eller mit hjem. Jeg foretrækker klart en kold håndbajer. Og hvad multitaskning angår, ligger mine evner nærlig en 8-årrig dreng med ADHD.
Endvidere tænkte jeg, at drenge i højere grad identificerer sig med deres far end deres mor. Og med min baggrund, ville det være bedre om de spejlede sig i deres dejlige far end i et blåt får, der ikke engang kan flette to lige tykke fletninger.

Steen nummer to havde ikke nogen tissemand til gennemskanningen. Altså måtte han jo være en pige. En pige! En tylskørteagtig, Hallo Kitty-elskende, stillesiddende og sart lyserød dukkehusentusiast! Det var bestemt ikke planen.
Men inden jeg nåede at gøre krav på mine 2 års reklamationsret, skete miraklet. Et smil, som tog sit udspring fra et eksotisk og delvist ukendt lyserødt hjørne af mit hjerte, bredte sig til hele kroppen. Jeg skulle og jeg ville afsindig gerne have en datter. Det var okay. Det var faktisk helt fantastisk.

Jeg fødte hende den allersidste dag i marts. Hun er så lys og feminin. Hun dufter af vild vanilje og kigger mig blidt ind i sjælen, når jeg synger ”Se min kjole”. Og derinde, i min sjæl, har hun fundet noget at spejle sig i. Noget jeg havde glemt, at jeg besad. Noget jeg ikke har givet næring meget længe. Hun har mindet mig om, at jeg engang for længe længe side, før den første bomulds-bh, faktisk var en lille pige, der gerne ville lege med dukker og give dem fine sløjfer i håret.
Jeg bliver aldrig superfantastisk til neglelak og glimmerglansbilleder igen, men det skræmmer mig ikke. Hun besidder det feminine helt naturligt og skal nok hjælpe og guide mig til, hvilken farve lak, der bedst passer til gamle jeans, plettede bluser, udtrådte sko og slidte spidser.
Hun ligner mig fysisk, mere end jeg selv gør. Hendes næse, øjne, mund, hendes ben og selv hendes lille kanelsnegleformet navle ligner min. Jeg er ikke alene mere. Det blå får har fået et sart lyserødt lam.

Fødselsberetning pige

Lad mig begynde med et af de mest saliggørende øjeblikke under hele forløbet. Det var, da jeg, på parkeringspladsen udenfor vores lejlighed, fik den første ve efter, at vi var taget af sted hjemmefra mod hospitalet.

Min kæreste, søn og jeg bor i Rødovre, lige ud til en smuk lille branddam med dunhammere, ænder og blishøns i harmonisk og idyllisk samklang. Her er dejligt at bo, og det er et skønt sted at elske hinanden. Vores lejlighed hører ikke til de største af slagsen, blot 80 m2 og ikke speciel velegnet til en lille dreng, der gerne vil spise, lege og sove, som han plejer, mens hans mor har veer.
Jeg havde i dagene op til, men især de sidste 6 timer inden afgang, undertrykt mine ekspressionistiske sider under hvert eneste ve, så min søn ikke skulle tro, at enden var nær eller, at der var kommet disharmoni i forholdet mellem blishøns og dunhammere.
Så da den første ve kom på parkeringspladsen, gav jeg los og brølede min smerte for de sidste mange dages veer ud mellem de socialdemokratiske arbejderlejeboliger og nattehimlens uendelige mørke. Selv da veen var ophørt, skreg jeg lidt videre, alene fordi det var så befriende.
En kvinde kom ud på sin altan og spurgte min kæreste om, hvad der dog var på færde. Men sin sædvanlige ro, der senere skulle blive sat på prøve, forklarede han hende, at jeg bare var gravid, og at han nok skulle køre mig på hospitalet. Kvinden forsvandt ind i sin almennyttige lejekasse igen og efterlod os til ekkoet fra mit forløsende smerteskrig.
Under graviditeten havde jeg ofte kvaler. Ikke egentlige fysiske kvaler, mere en slags tankespind om tid og rum.
Min søn var på undfangelsestidspunktet ikke mere end 6 måneder, og mens min mave fyldtes af nyt liv, fyldte han hele mit hjerterum. Hver eneste af hans dagligdagserobringer, såsom at mestre indtagelsen af en banan, hans første kravletur, skridt og ord blev omhyggeligt præserveret og arkiveret i mit hjerte.
Maven derimod, fyldte næsten ingenting, på trods af at den, rent fysisk, hurtigt ikke var til at komme udenom. Jeg anede ikke, hvor langt jeg var henne, når nogen spurgte ind til det. Jeg havde en nogenlunde fornemmelse af, hvilken måned jeg var kommet til, men selv dét måtte jeg indimellem tænke ganske grundigt over, inden jeg udtalte mig. Mit andet lægebesøg glemte jeg fuldstændig. Nakkefolden var vi lige ved at komme for sent til, fordi vi nær også havde glemt den.
Jeg tvivlede på mit eget hjertes styrke, mens månederne gik. Jeg følte en eksklusiv kærlighed til det barn, som jeg bar i mine arme, mens det barn, som jeg bar i maven, ikke rigtig ville bide nogen nævneværdig luns af mit hjerte.

Først da jeg til jordemoderkonsultation i 34. uge fik at vide, at babyen lå på tværs i min mave, forstod jeg, at jeg elskede min nye baby. Hvis ikke babyen havde vendt sig rigtig inden 3 uger, ville man forsøge et vendingsforsøg og ellers ville det ende med kejsersnit. Jeg græd, som var jeg pisket med noget tungt og billigt. Mit lille barn skulle, som sin bror, komme til verden under brøl, råb og skrig. Med blod, sved og tårer. Og i det øjeblik fødslen var overstået skulle en magisk ro sænke sig, og mit lille barn, min kæreste og jeg skulle ligge og kigge undrende på hinanden i vidunderlig stilhed.
Et kejsersnit betød, i mine øjne – og ikke mindst i mit hjerte -, at det hele ville være omvendt. Jeg ville føde i ro og stilhed, hvorefter babyen med brøl, råb og skrig ville blive taget fra mig, mens jeg kunne ligge i blod, sved og tårer og blive lappet sammen igen. Jeg ønskede brændende at føde mit barn. Ønskede det så brændende.
Da forstod jeg min kærlighed. Jeg forstod det med både hjerne og hjerte.
Og tiden gik. Hvor jeg før ikke anede, om jeg var 32+6 eller 36+2, talte jeg pludselig minutterne og sekunderne til næste jordemoderkonsultation.
Jeg græd og mærkede bruset i mit blod, da jeg fik den besked, jeg allermest havde håbet på. Babyen lå, som babyer bør ligge 3 uger inden termin. Så manglede jeg bare nogle veer. 

Tid er en mærkelig størrelse. I nogen tilfælde er der for lidt tid, som for eksempel når man endnu ikke har en seng til sin nye baby, 2 uger før planmæssigt at skulle føde. Så er der for meget tid. Den tid bruger man på en vanvittig omgang rengøring, der driver mænd og sønner ud på afgrundes rend, og så bruger de deres tid på ikke at bruge ens tid.
Andre gange er det næsten tid og når det sker, så har man slet ingen tid. Ingen tid til at fortælle kommende mormødre, at der stadig ingen tegn er på fødsel.

Jeg gik over tid. Gik, er måske så meget sagt, da jeg lå en del den sidste tid. Så jeg lå over tid. Jeg lå i min seng og jeg lå på sofaen. Jeg lå og ventede på, at det blev min tid. Jeg troede, at det var tid, både den 23. marts, den 24. marts og den 25. marts. Så stoppede jeg med at tro. Fra at tro at hver eneste prut var begyndelsen, gik jeg til at tro… undskyld, lå jeg til at tro, at babyen havde fået permanent opholdstilladelse i min mave.
Dagene gik, tiden gik, og jeg lå stadig og ventede. Bevares, jeg fik da veer. De gik bare væk igen. I dagevis kom og gik de, som det passede dem. Den 30. marts havde jeg tid på svangerambulatoriet til noget før-igangsættelse-halløj. Om natten (hele natten) havde jeg haft regelmæssige veer med 7 minutter imellem, men da jeg stod op, gik der længere og længere mellem veerne. Jordemoderen, der undersøgte mig den morgen, sagde, at jeg var 2 fingre åben og ½ cm blød livmoderhals tilbage. Jeg skulle sættes i gang den 2. april, hvis ikke der var sket noget inden da. Så tog vi hjem til noget mere ventetid. 

Vi kom hjem og veerne fortsatte og blev endda tiltagende.
Veer. Jeg bryder mig ikke om dem. Det gør jeg vitterlig ikke. Jeg kan ikke trække vejret helt ned i maven og sænke skuldrene, mens jeg visualiserer et bjerg jeg skal kravle op ad. Det, jeg kan, er at sluge luften i små bidder, mens jeg krummer mig sammen og tænker ”For fuck da og for Fanø, hvor gør det her hulens dælens nas.” Allermest har jeg lyst til at råbe meget højt, hvor ondt det gør.
Men det kunne jeg ikke denne gang. Ikke med en 15 måneder gammel søn kvidrende rundt om benene. Så jeg gik i seng med mine veer længe før aftensmaden. 

Holgers sidste aften som enebarn tilbragte han sammen med sin far, mens jeg forbandede min livmoders trodsige og selvbestaltede sammentrækninger i min seng.
Knugende, jagende, masende, stikkende, snærende, sviende og værkende veer havde jeg. Og oveni, havde jeg virkelig brug for at fortælle min kæreste, hver en lille detalje om mine veer. Hvordan de gjorde ondt, hvor de gjorde ondt og hvornår de gjorde ondt.
I det sekund vores søn faldt i søvn, indtog jeg stuen og drev hvileløst omkring mens jeg gentagende gange fortalte min kæreste, at nu, var det tid.

Min søster og hendes mand skulle komme og passe Holger, mens jeg fødte. Jeg havde efterhånden regelmæssige og lange veer og besluttede at ringe efter dem. Min søster er selv gravid med deres første barn og de kom med soveposer, skiftetøj og en enorm nysgerrighed. Jeg nød at have et publikum at pruste og stønne for, og gav den hele armen, mens jeg i pauserne gentog, hvad jeg havde lært til fødselsforberedelsen om livmoderhalse, mandens rolle under veerne og alt mulig andet, der beroligede mig og interesserede dem. Min søster og hendes kæreste oplevede det hele som en stor generalprøve på deres egen kommende fødsel og overtog tidtagningen på veerne.
Det var dejligt at min kæreste ikke skulle tænke på det, men kunne kramme og massere mig uden at skulle multitaske med minutterne også.
Men da min søsters kæreste fandt frem til et mønster i mine veer og højlydt begyndte at tælle ned til dem, syntes jeg, at han var lige vel kæk. Da var der præcis fire minutter mellem veerne, og de varede på den onde side af et minut.

Kort efter var det, at mit smerteskrig gjaldede mellem betonlejlighederne og drev kvinden frem på altanen. Køreturen til Herlev gik fint. Jeg fik veer, min kæreste drejede, på min opfordring, for tidligt væk fra Tårnvej, og turen blev forlænget en anelse.

Hvorom alting er, nåede vi Herlev lidt over midnat og skulle nu finde fødemodtagelsen.
Men inden vi kom så langt, skulle vi først forbi to rødder af anden etnisk oprindelse, der sad og røg smøger ude foran skadestueindgangen. Naturligvis fik jeg en ve, lige da vi passerede dem. Aldrig har jeg set to brune drenge miste farven i ansigtet så hurtigt. De for op og tilbød mig at sidde, samtidig med at de ville hente hjælp. Min kæreste nussede mig på ryggen, mens han stille forklarede, at jeg bare havde en ve, og at vi nok skulle finde vej, når den var overstået. Deri tog han gruelig fejl.
Herlev Hospital er ikke alene ulogisk, det er også meget tomt midt om natten. Vi kom ind på 3. etage og skulle op på 4. etage. 4. etage var støvsuget for mennesker og gangene var lange og labyrintagtige.

Vi for vild. Vi for så meget vild, at vi måtte tilbage på 3. etage og begynde forfra.
Heldigvis mødte vi en sygeplejerske fra skadestuen, der nogenlunde kunne fortælle hvor på 4. etage fødemodtagelsen befandt sig. Hun havde også en rullestol, som hun gerne ville overdrage til os på vores mission find-fødemodtagelsen. Og så gik det stærkt. Jeg sad i rullestolen, mens min kæreste løbeskubbede den ned af gangene på 4. etage.  

Vi blev modtaget, jeg blev undersøgt, og så bristede vores håb i et stort kollektivt suk. Jeg var nøjagtig lige så åben, som jeg havde været om morgenen på svangerambulatoriet. I guder, hvor kan sådan en besked bare ikke fortælles på nogen charmerende måde.
Vi fik lov at blive, og kunne overnatte på en sovesofa i de lokaler, hvor der bliver taget hæleprøver på nyfødte i dagtimerne.
Med vores bristede håb om snarligt at blive forældre igen, røg desuden min kærestes rolige sind.
Min kæreste var så træt af alle de falske alarmer, og jeg var så træt af veer, at vi klædte os af uden at mæle et ord til hinanden og forsøgte at falde i søvn.
De kunne have sparet den opredning, for ingen af os fik lukket et øje. Mine veer var lange og konstante. Mine medfølgende brøl var ligeledes lange og konstante. Da klokken nærmede sig tre, hvæsede min ellers så rolige kæreste at, nu kunne jeg fandeme godt se at finde en jordemoder og forlange en blokade eller et kejsersnit. På trods af den noget ufølsomme udmelding synes jeg, at begge dele lød fornuftigt og marcherede, lettere pigefornærmet, ned til fødemodtagelsen, hvor jeg igen blev undersøgt.
Denne gang var der ingen tvivl. Jeg var i fødsel og 5 centimeter åben.  

Herlev Hospitals fødegang er fuld af velmenende, veluddannede og kompetente jordemødre, men stedet mangler sjæl. Min søn blev født på Frederiksberg hospital. Til de, der ikke har været på Frederiksberg, kan jeg fortælle, at bygningerne er gamle, panelerne høje, loftshøjden er 4-5 meter, og så er der tilmed malet himmel med måger i loftet. Jeg elskede den lillebitte, stemningsmættede fødestue på Frederiksberg.
Den fødestue, jeg blev tildelt på Herlev Hospital, er ikke værd at bruge lang tid på. Den var der bare. Hvis jeg skulle give et godt råd til landets fødeafdelinger, skulle det være at peppe stuerne lidt op. Det må være muligt at kaste en smule lune ind på stuerne, uden at gå på kompromis med hygiejne.

5 centimeter åben. Halvvejs. Efter dage og nætter med veer, var jeg nu halvvejs. Jeg kunne ikke mere. Mit glas var på ingen måde halvt fyldt. Jeg trængte til en pause. En smertefri pause med medfølgende magelighed. Jeg ville, på lige præcis det tidspunkt i forløbet, have solgt min sjæl til ham med hornene, forrådt mine kære og givet min stemme til Lars Tykke Rasmussen, hvis bare de lede, afskyelige, væmmelige og ækle veer, ville give mig en halv times fred og ro.
Alternativet kom i form af en hensynsløs anæstesilæge. Selv jordemoderen virkede bange for hende og vimsede rundt om mig, så jeg ikke skulle gøre narkosefruen mere sur, end hun allerede var. Jeg er sikker på, at det kvindemenneske indtager de fleste af sine måltider alene og afsides i kantinen på Herlev hospital. Dumme dame.
Men hendes narko virkede upåklageligt og forbilledligt. En formfuldendt fysisk frihed fik jeg i byttehandel, for at have ageret nålepude for den sure og fåmælte anæstesidulle.

Det var bestemt ikke så ringe. Jeg faldt i søvn næsten med det samme, mens jeg følte mig både frelst og befriet. Mine veer blev der holdt øje med via CTG, og mit blodtryk blev jævnligt målt af jordemoderen, der stak næsen forbi stuen med jævne mellemrum. Men det ænsede jeg ikke, da jeg sov, for hvad der på det tidspunkt var første gang i et par døgn.  

Set i lyset af det snegletempo jeg udvidede mig med, kan jeg kun levende forestille mig, hvordan snakken i jordemødrenes personalestue må have været. 

Min Jordemoder: ”Hun er godt nok langsom. Og nu er der 12 minutter mellem veerne. Jeg vil vædde med, at hun ikke føder inden Sankt Hans.”

Hendes kollega: ”Ja, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er de dovneste sammentrækninger nogen livmoder nogensinde har præsteret.”

Min jordemoder: ”Ha ha ha… Hvis bare der så var noget andet at lave. Her er godt nok stille i nat.”

Hendes kollega: ”Ja, smut du bare hjem. Der er vagtskifte om et par timer, og indtil da skal jeg nok holde øje med hendes blodtryk. Hun sover sikkert gennem hele dagvagten alligevel.”
Min jordemoder: ”Mener du det? Tak, jeg skylder dig en tjeneste.” 

Om det var sådan det foregik ved jeg ikke, men jeg fik senere at vide, at min jordemoder var gået hjem tidligt den morgen.
Klokken 6.30 vågnede jeg med den berømte følelse af at skulle af med noget. Jeg vågnede meget langsomt og kan huske, at jeg tænkte, at jeg da bare kunne lave en bæ lige der i sengen. Jeg orkede nemlig ikke at rejse mig. Det pressede på og pludselig kom jeg i tanke om, at det nok var babyen der var på vej. Jeg pressede lidt og kunne mærke, at noget gled nedad.
Jeg fandt den der snor, man hiver i, når man gerne vil have hjælp. Og det ville jeg gerne. Den nye jordemoder stak hovedet ind, og jeg fortalte hende, at jeg mente at jeg var ved at føde. Hun mærkede efter og sagde så bare: ”Du presser bare.”
Min kæreste kom på benene, og jeg pressede. Det gjorde afsindigt ondt, så snart de lukkede ned for bedøvelsen. Ved den næste ve, ville jordemoderen gerne mærke på mig samtidig. Hun nåede kun lige ”indenfor” og så gik vandet i en eksplosionslignede kaskade. På trods af min kærestes placering i nærheden af min hoved, sprøjtede vandet alligevel på hans sko og bukseben. Jeg gik i panik. Jeg kunne alt for godt huske, hvor ondt det gjorde, da jeg fødte min søn. Pludselig fortrød jeg, at jeg nogensinde var blevet gravid igen og med både tumult og spektakel, opførte jeg mig som en rædselsslagen kujon. Mens jeg greb fat om min kærestes nakke, forsøgte jeg at kravlebakke ud af sengen og væk fra jordemoderen, alt imens jeg brøleråbte så højt jeg kunne: ”Jeg tør ikke! Jeg tør ikke! Jeg tør ikke!”
Jordemoderen kiggede på min kæreste og sagde, at han måtte holde mig nede i sengen, for nu skulle babyen ud. Jeg blev holdt nede af flere personer, mens jeg pressede, stadig råbende, at jeg ikke turde.  

Den 31. marts klokken 6.53, 23 minutter efter jeg var vågnet fødte jeg en pige med tykke, bløde og runde kinder. En lille Nora Viola. Vores datter, Holgers søster.
Smerterne var væk. Bogstavelig talt. Blufærdigheden vendte tilbage, lige så bogstaveligt talt, så jeg blev kisteglad, da jeg ikke behøvede at blive syet, men bare kunne forsvinde ned under dynen med min lille pige.

Da jeg lå med hende under dynen, lige efter fødslen, kiggede jeg på hendes tykke kinder, opsvulmede øjne og boksetud. Jeg syntes, at hun var grim. Jeg syntes, at hun lignede mig og havde en kende ondt af pigebarnet. Det var ikke særlig rart at ligge der, og synes at hun ikke var jordens 8. vidunder. Hun var sød og min og alt muligt, men i min verden, kunne hun ikke knibe sig længere op ad vidunderlisten end til en nogen-og-tyvende-plads. Sådan var det bare.

Nu, her knap 2 måneder senere har hun givet konkurrenterne baghjul. Når jeg ser på hende nu, ser jeg den smukkeste og mest charmerende lille skabning. Hendes øjnes varme kan fastholde mig i, hvad der føles som timevis, hendes ansigt kan ikke skære en eneste grim grimasse og når hun smiler stjæler hun mit hjerte igen og igen. Hendes bror gør det samme ved mig og hendes fars kys lover ungerne eventyr og mig nætter med kærlighedsvrøvl og flere rollinger.

Blishønsene og dunhammerne er stadig i harmoni, min søns verdensbillede krakelerede ikke, men blev en anelse større, og vi er nu endnu flere til at elske hinanden, i vores 80 m2 store lejlighed i et stille hjørne af Rødovre. En lejlighed der nu også rummer lyserøde nullermænd i hjørnerne.

Glasperler

For et år siden, lige godt og lidt vel, gik jeg på barsel.
Et helt langt år og flere kys, end der er fingre og tæer i verden, er gået. Dage og nætter, der ikke altid har været nemme at skelne, har afløst hinanden som smukke men skrøbelige håndpustede glasperler.
Jeg samler på de der kys og glasperler. Kan slet ikke få nok. Jeg har samlet på dem døgnet rundt, året rundt. Pyntet mit hjerte med dem.
Om ikke så længe, er det slut. Ikke fuldstændig, men snoren med kys og glasperler vil blive fyldt langsommere end hidtil.
Min barsel slutter. Vores uafbrudte tid sammen er slut.

Det er svært at begribe og endnu sværere at acceptere, at jeg ikke skal se og gengælde alle hans smil. At jeg ikke skal høre alle hans små sange og pludren, måske endda hans første ord, hans første skridt, hans alting.
Hvor kommer jeg til at savne ham, savne vores dovne morgener og de stille eksplosioner af fuldendt mening, de efterlader hos mig.
Jeg vil have mere. Jeg vil have mere. Jeg vil have mest.

Min søn skal ud og finde de glasperler, jeg aldrig vil kunne give ham. Perler pustet af kammerater og fællesskaber. Han skal ud i den store hensynsløse, rå og uafviselige påkrævede virkelighed for at blive mere af sig selv, end han kan blive sammen med mig og sin far.

Hverdagens adrætte og taktfaste rytme venter forud. Ikke så meget tid til omveje, afveje og bagveje. Op og af sted. Vi skal skynde os og rubbe neglene. Til januar går det løs, når den sidst rest af barsel, ferie og omsorgsdage er afholdt.
I hele 11 dage skal vi leve under minutviserens enevælde, inden jeg igen kan leve med livets hastighed når min anden barsel begynder.

Helvede tur - retur

I foråret fik vi besøg af mine forældre, der havde et godt tilbud, som lå langt over Lars Larsen-niveau.
De ville gerne invitere os på en uges rejse til en græsk ø. Alt betalt.
Skønt, tænkte jeg og smilte stille over, hvad det gør ved forældre at blive bedsteforældre.

I ugerne op til, hvad jeg siden har tænkt på som dommedag, begyndte min sædvanlige flyskræk at melde sig.
Jeg overvejede, som jeg har gjort så mange gange før, om de der nymodens flyvemaskiner nu også er til at stole på? Kunne vi ikke bare gå til Grækenland? Cykle? Hvor besværligt er det i grunden at flytte et land? Kunne man ikke rykke lidt rundt på øerne i det sydfynske øhav og gøre plads til Grækenland, dele af Portugal og de Kanariske Øer?

Som sikkert mange andre før mig har tænkt, begyndte nu den modbydelige indre dialog, om det ville være bedst, at vi alle omkom på samme flyver? Eller om det ville være snedigere at dele os i to hold? På den måde ville enten jeg og den ufødte overleve eller min kæreste og vores smukke lille dreng.
Mine forældre havde for længst bestilt og betalt rejsen, så beslutningen var taget for mig. Vi skulle ind i den samme flyver tirsdag den 10. august 2010 klokken 7.15.

Vi skulle, som alle andre, der trodser tyngdekraften, være i Kastrup lufthavn 2 timer før. Medregnes tiden det tager at komme til lufthavnen, den tid det tager at pakke det sidste, foruden tiden med at vække en baby og selv få øjne i hovedet, betød det for os, at vækkeuret blev sat til 3.30. Jeg tror end ikke, at en vis herre har fået vandkæmmet hornene på det tidspunkt.

På trods af hvad jeg mente måtte være god tid, blev vi alligevel nødt til at løbe lidt hurtigere end forventet, da pusletasken nær ikke var gået gennem sikkerhedskontrollen. Den morgenfriske sikkerhedskontrol- kontrollør, hev både solcreme, zinksalve og andre farlige baby-terror-dimser op og forklarede mig de internationale sikkerhedsregler. Tasken måtte igennem røgtenmaskinen flere gange, før vi blev sluppet ind i terminalen. Det tog en rum tid at bringe orden i pusletasken og vi måtte småløbe, med to gangbesværede ældre ud i den fjerneste krog af lufthavnen til vores gate.

Ind i flyveren med os. Jeg havde næsten ikke nået at dyrke min flyveangst, inden vi rullede ud på landingsbanen. Eller hedder det lettebanen, når man begynder?
Mens kaptajnen kom med den sædvanlige velkomstplade, kom angsten snigende ind fra alle kanter. Jeg vendte ryggen til min kæreste og søn, overbevist om at jeg havde set dem for sidste gang og påbegyndte en lang række af bønner til Gud, Allah, Buddha, Odin og Hans Christian Schmidt.

Oppe i luften har jeg det fint. Det er det der med at komme derop og komme ned igen, der er mit problem. Min taktik er, som jeg før var inde på, noget med at bede til alt og alle, jeg kan komme i tanke om. Desuden presser jeg arme, ben, ryg, mås og hoved mod væggen, gulvet, vinduet, sidemanden og i ryglænet på den, der sidder foran. Jeg er på den måde nem at genkende i en flyver.
Et par gange har der også været lyd på. Hvordan det præcis lyder, har jeg endnu ikke været i stand til at registrere, men det begynder med en række gisp, der minder lidt om dem jordemoderen siger, man skal lave, når man endnu ikke har fået grønt lys til at presse.
Med det i mente, vil det måske fremstå ligeså uforståeligt for jer, som det gør for mig, at jeg havde sagt ja tak til den rejse, velvidende, at vi skulle mellemlande på en anden græsk ø, inden vi ville ramme vores endelige destination.

Vi kom faktisk både op og ned alle 4 gange, og jeg måtte hver gang undertrykke trangen til at bryde ud i spontan jubel, over at have vundet over døden.
Naturligvis valgte vores søn at fejre første opstigning, ved at tømme maven for forrige døgns indtagelse af bondebrød, grød, agurk og melon.
Jeg kunne se på kærestens ansigtsudtryk, da han returnerede, at flytoiletter i den grad lader noget tilbage at ønske for forældre med blebørn.
Det er også sin sag, at få en baby til at falde i søvn i sådan en maskine, skulle jeg hilse og sige. Men det lukkedes at få drengen til at sove i hele 30 minutter, fra vi vækkede ham klokken 4 og indtil middagstid, da vi landede for sidste gang.
På trods af den manglende nattesøvn og formiddagslur var vores søn i strålende humør på hele turen og charmerede både stewardesser og medpassagerer.

Da maskinen holdt helt stille, takkede jeg endnu engang min Gud og skaber og glædede mig til at få fast grund under klapvognen.

Gloende hede smækkede os, som en varm og svedig bagermesternæve, på hver side af hovedet, da vi kom ud af helvedesmaskinen. Det var så slående en hede, at jeg nær var vendt rundt på hælen og havde taget turen tilbage til det kølige nord med det samme. Om så vi havde haft 20 mellemlandinger på turen.

Jeg rodede rundt i pusletasken for at finde solcremen frem, så vores søn hurtigst muligt kunne få den beskyttelse den kunne give.
Jeg havde, sikkerhedskontrol-kontrollørens formanende morgenopsang i frisk erindring, og havde derfor ikke turde tage den 200 ml store tube solcreme frem i flyvemaskinen, af frygt for at blive anklaget for terrorisme og den medfølgende risiko for ikke at kunne få landingstilladelse i den græske lufthavn, som jo så igen ville betyde, at jeg skulle bruge unødig lang tid i flyvemaskinen.

Det viste sig at være en rigtig dårlig ide. At gå i 40 graders hede, med en fedtet nyindsmurt baby i armene, er ikke nemt. Og det er slet ikke sjovt, at have en træt, nyindsmurt og puttelysten baby på skødet i en 50 grader varm bus.
De 20 minutter i bussen gjorde, at jeg igen troede, at vi alle skulle omkomme. Jeg var simpelthen nervøs for, at vi skulle smelte.

Jeg skal spare jer for en dybdegående beskrivelse af sejlturen til øen. Blot vil jeg nævne, at græsk harmonikamusik på en færge, man ikke kan komme væk fra, ikke hører til blandt mine favoritter.

Hotellet var fint. Drengen var træt, heden var ikke blevet mindre.
Sove kunne han, men kun i små 30 minutter, så vågnede han badet i sved og var meget tørstig.Resten af dagen gik nogenlunde, selvom vores søn ikke fik en brøkdel af den søvn, han plejer.
Da solen omsider fandt på at skinne et andet sted på jorden, gik vi ud for at spise.
Temperaturen dalede en anelse, og jeg nød ikke at styrtsvede, men blot dryppe lidt.
Fornøjelsen blev kort, for da solen endelig var helt forsvundet i horisonten, vågnede den næste plage.

Man skulle tro, at vi var en eksotisk fremmedartet delikatesse, for de gik virkelig til den, myggene. Vi blev ædt og løb hjem i dækning. Eller det troede vi, at vi gjorde. Det viste sig, at hotelværelset var myggenes hovedkvarter, og hverken min kæreste eller jeg fik lukket et øje den nat. Jeg opgav at tælle mine stik, da de stak med omtrent samme frekvens som pulsslag.
Vores lille forsvarsløse søn behersker endnu ikke evnen ”at klaske myg” og var prisgivet de blodtørstige sataner.
Ved 01-tiden var jeg ikke blot klar til at efterlade mand og barn for at hoppe i havet, jeg kunne også, hvis nogen havde bedt mig om det, have indgået en aftale med ham med de vandkæmmede horn. Det kan godt være, at han ikke var vågen ved rejsens begyndelse i Rødovre knap et døgn tidligere, men nu stod han og lo os lige op i ansigtet.

En del af natten, brugte jeg ved poolens kant, hvor jeg kørte vores søn frem og tilbage i klapvognen for at skabe lidt luft og gøre det sværere for myggene at lande.

42 myggestik talte jeg på hans lille krop næste morgen. På min venstre fod, havde jeg alene 13 af slagsen.
Vi fik fat i hotelindehaveren og købte os adgang til aircondition, så vi kunne holde døre og vinduer lukket. Satte en dims i stikkontakten, der dræbte de tilbageværende myg og lukkede os inde på hotellet.
Og sådan gik resten af ugen.

Smuk smuk ferie. Næste år tager vi en formiddagstur til Ringsted.